fredag den 27. januar 2012

Tidsplan for kystudviklingsprojektet Greve Strand

Kære allesammen,

Så begynder Greve Kommune at røre på sig igen vedr. vores kære fælles-eje; stranden. Hermed et link til "Tidsplan for kystudviklingsprojektet Greve Strand" på Greve Kommunes hjemmeside.

De resterende faser er;
  • Greve Strand, begynder februar 2012
  • Karlslunde/Mosede Strand forventes igangsat efterår 2012

Ang. Greve Strand-fasen
Kommunen indbyder til gå-tur langs stranden d. 29. februar 16.30 – 18.30. Derfor vil jeg gerne opfordre dem af jer, der har forslag, til at starte med at lave materiale osv. hvis I ikke allerede har gjort det, så I kan sende det snarest eller aflevere det på selve dagen, eller sende det til kommunen efterfølgende. Hvis I sender jeres forslag til kommunen på mail, må I meget gerne cc'e mig (kasper@naturstrand.dk) hvis I har lyst til det.

Vi er meget spændte på at se hvad I, og kommunen, har tænkt der skal laves ved stranden. Vores mærkesager er jo det samme som altid; ingen gadebelysning og ingen asfalt/beton-stier på stranden. De nuværende stier i klitterne er gode nok - men som I måske husker fra sidste møde I portalen, har kommunen jo planer om en "kyst-sti" langs hele stranden. Derfor er der stadig stor brug for jeres engagement, så vi ikke får trukket (endnu!) et grimt beton-projekt ned over hovedet.