For tiden behandles emnet strandrenselaug i
Greve Kommunes forskellige politiske udvalg. Det er Økonomi- og Planudvalgets anbefaling, at kommunen starter arbejdet med at oprette et sådant laug allerede i november i indeværende år.
Solrød Kommune har igennem lang tid med stor succes haft netop et strandrenselaug - bestående af grundejerforeningerne i Karlstrup, Solrød Strand og Jersie Strand med støtte fra Solrød Kommune - som for nyligt
fik en check på 25.000 kr. fra Solrød Centret.
Og hvad går sådan et strandrenselaug egentlig ud på? Så vidt, vi kan tolke det, handler det om, at kommunen videregiver opgaven med strandrensning til en sammenslutning af grundejerforeninger og vejlaug, som frivilligt (idet kommunen ikke har lov til at pålægge hverken borgere eller grundejerforeninger/vejlaug at deltage i et sådant laug) varetager opgaven med at koordinere og engagere et eller flere rensningsfirmaer, ligesom at dette laug også økonomisk belastes af opgaven, eventuelt med begrænset økonomisk støtte fra kommunen.
Men er det fair, at nogle få skal betale for noget, som mange har glæde af - og som kommunen bryster sig af er vores største aktiv? I et
notat om indsamling af tang, som Greve Kommune har fået lavet af Horten Advokatfirma, står der blandt andet "...de samlede strandarealer i dag benyttes af offentligheden, som dermed vil have glæde af, at tang og fedtemøg fjernes" - og det er præcis dét, der er hovedargumentet for, at byrden for strandrensning ikke skal distribueres til nogle få, men bæres af fællesskabet i flok.
I kommunens oplæg er vi som forening ikke nævnt som interessenter i denne sag, og det undrer os selvfølgelig, eftersom at rent badevand og bekæmpelse af fedtemøg er blandt vores vigtigste
mærkesager. Vi vil derfor tage kontakt til kommunen for at blive involveret - og ja - vil har naturligvis tænkt os at stille spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at nogle få bosiddende tæt ved stranden skal betale.
Mere nyt følger!