onsdag den 23. juni 2021

Høringssvar til risikostyringsplan for stormflod for Greve Kommune 2021-2027


Bemærk: Høringsfristen er i dag d. 23. juni. Dit høringssvar skal sendes til natmil@greve.dk.


Greve Kommunes side om risikostyringsplanen kan findes her.


Hermed følger foreningens høringssvar til den pågældende risikostyringsplan. Jf. vores vedtægter fokuserer vi udelukkende på området i umiddelbar nærhed af kysten.


Vi finder det uambitiøst og amoralsk, at Greve Kommune helt har afskrevet borgerne og deres ejendomme på kystsiden af Strandvejen. 


Dette skyldes sikkert den modstand, som kommunen mødte i starten af processen mht. kystsikringen og udarbejdelse af den første risikostyringsplan. Dengang var der bl.a. tale om et enormt dige på stranden midt mellem den store forvirring som de daværende involverede politikere lagde for dagen. Det er klart, at sådan et budskab skaber modstand - men modstand bør på ingen måde gøre det acceptabelt ikke at kigge på alternative løsningsmuligheder for området. Den daværende modstand bør derfor ikke ses som en mulighed for helt at afskrive den del af borgerne, som bor i det pågældende område - som vi mener at Greve Kommune i høj grad gør -  men burde i stedet opfordre til en bredere afsøgning af løsningsmuligheder og en bedre generel kommunal kommunikation, herunder en højere grad af borgerinddragelse i området.


Dette er ikke sket og det nævnes også i planen på side 34;


“Tidsplanen for at udarbejde forslag til risikostyringsplanen har været stram, og med de tilgængelige administrative ressourcer har der været relativt begrænsede muligheder for at foretage en inddragelse af interessenter”.


Set i forhold til en stormflods enorme sikkerhedsmæssige, økonomiske og personlige konsekvenser er det kritisabelt og meget uheldigt, at Greve Kommune ikke har prioriteret planen højere, så de administrative ressourcer har været tilgængelige.


Da der heller ikke er sat en tidsfrist på pkt. 6 (Information til borgere og virksomheder) på side 29 i planen, virker det tilsyneladende endnu ikke som en prioritet for Greve Kommune. 


Vi opfordrer til;

  • at pkt. 6 på side 29 omskrives til “Information og inddragelse af borgere og virksomheder”
  • at der som minimum sættes en tidsfrist på påbegyndelsen af de enkelte tiltag


Som eksempel på denne borger-afskrivelse er denne passus at finde på side 26;


“... Der er ikke på nuværende tidspunkt (ikke) ønske om at forbedret beskyttelse fra grundejerne på østsiden af strandvejen, som skitseret i idékataloget”.


Vi går ud fra at det parentes-anførte “ikke” er en skrivefejl, som bør rettes.


Os bekendt har Greve Kommune ikke belæg for at konstatere at disse borgere ikke ønsker en kystbeskyttelse - alene ud fra et borgermøde og den tidligere kommunikation til borgerne om kystsikringen. Vi mener ikke at processen med at afdække borgernes ønsker har været ihærdig nok eller på nogen måde fyldestgørende set i forhold til de enorme konsekvenser en stormflod kan have.


I stedet for blot at afskrive borgerne som har bosat sig nær kysten i relation til kystsikring opfordrer vi til, at Greve Kommune kigger mod syd til Solrød Kommune og lader sig inspirere af en mere organiseret tilgang til nænsom klit-sandfordring og klitsikring generelt. Det må kunne lade sig gøre som minimum delvis at sikre borgerne nær kysten ved at styrke klitterne på en naturlig og ikke beskæmmende måde - og ikke bare afskrive dem, bl.a ud fra en økonomisk betragtning som fremgår flere steder i nærværende plan - fx på side 26 hvor der skrives;


“... idet udgifter til etablering og drift af diget vil være dyrere end skaden ved en stormflod”.


Dette er en kynisk betragtning, som ikke medregner de “uhåndgribelige skader”, som risikostyringsplanen kalder dem; gener som borgerne vil opleve ved at skulle genhuses i forbindelse med de komplette ejendomsrenoveringer, som uden tvivl vil følge en stormflod af en vis størrelse.


Vi savner en mere struktureret tilgang til sikringen af kystsiden - borgerne betaler også kommuneskat og deres ejendomme bør kollektivt beskyttes. 

Vi opfordrer til, at Greve Kommune ser mere nuanceret på kystsikringen af kystsiden af Strandvejen og vælger en inddragende og imødekommende attitude i forhold til borgerne i pågældende område fremadrettet.


Alternativt bør det med udgangspunkt i kystbeskyttelseslovens grundprincip om, at det er grunderens eget ansvar at beskytte sin ejendom, være tilladt for den enkelte grundejer at foretage brugbar sikring af egen matrikel, selvom denne sikring måtte overskride strandbeskyttelseslinien. Vi er bekendt med at dette er et statsligt og ikke kommunalt anliggende men konstaterer blot at det er urimeligt at pålægge grundejerne at sikre deres ejendomme samtidig med at man forbyder dem at lave initiativer fordi deres grund går ud over beskyttelseslinjen.


Vi ser frem til at se en mere nuanceret tilgang til problematikken mht. sikring af borgerne på kystsiden af Strandvejen, hvor de ikke lades i stikken af Greve Kommune, som tilfældet er nu.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar